Jaks… De seneste dage er der et lille monster, som forsøger at tvinge sig adgang til mit mindset.

Sagen er den, at jeg fylder 26 her den 10. oktober, hvilket er lige om snart. Jeg har ikke rigtig tænkt så meget over fødselsdagstam-tam i år, og har derfor heller ikke planlagt nogen festligheder.

Jeg har simpelthen for forrygende travlt, at tanken om OGSÅ at skulle planlægge fødselsdag, føles som ekstra på ekstra… Bliver helt forpustet!

Så fødselsdagen er egentlig sat på standby i år.

Der lægger også noget andet i det… Tid er en ting… Noget andet er det faktum, at jeg bliver 26 = tættere på 30 som er min skrækalder – tættere på graven – tættere på rynker og grå hår – tættere på at blive et moselig – grauballemandens tvilling – et oldtidslævn. JAKS!!!!

Der er selvfølgelig mange som mener, at 26 er ingen alder og hele det her panik halløj er pjat. Det er heller ikke døden jeg er bange for, slet ikke, nærmest tværtimod… Jeg er bange for, at jeg ikke når de ting jeg er sendt på Jorden for at gøre i dette liv. Så mange ting, så lidt tid!

Jeg er rigtig bange for, at når jeg sidder som 98-årige og kigger tilbage på mit liv, at jeg fortryder at jeg ikke forfulgte mine drømme, mens jeg stadig kunne og være lidt træt af, hvis jeg ikke kan blive ved med at gøre de ting, som jeg brænder for…

Da jeg var yngre havde jeg tit svært ved at forstå, hvorfor man ikke måtte spørger om en kvindes alder, men nu tror jeg at jeg forstår det. Det er jo ikke særlig feminint og lady-like at føle sig som tudsegammel, vel? ;o)

25 passer mig perfekt… Jeg har virkelig ikke lyst til at blive ældre! Så jeg overvejer, at på en eller anden måde at komme op med en snedig plan til at forblive 25. Altså så min egentlig alder kun er noget, som står på min fødselsattest… tænke, tænke, tænke…

For at vende tilbage til alt det fødselsdags-hejs, så vil jeg egentlig også have det rigtig skønt med, at dagen blev brugt til at sætte noget andet i fokus, i stedet for mig. HADER at være centrummet for opmærksomhed… og at synge fødselsdagssang for mig er tæt på at medføre dødsstraf ;o) Synes det er så frygtelig pinligt.

De sidste par år, så har jeg arrangeret en dag ud af det. Jeg har jo den fordel, at min fødselsdag ligger i ugen på til efterårsferien. Så derfor har mine nærmeste også mulighed for at holde fri det meste af dagen, og tage et sted hen og få en god oplevelse. Sidste år kørte vi på shoppingtur i Kolding Storcenter, hvorefter vi tog ud og spise. Rigtig hyggeligt og jeg kunne fjerne mig selv fra at være i centrum og i stedet fører fokusset over på selve turen. PERFEKT!

Hvad det bliver til i år, det ved jeg virkelig ikke… Simpelthen fordi jeg ikke har tid til at udtænke en ny plan. Disse dage er top-pakket, og min fødselsdag er faktisk min eneste fri-dag i de næste 3 uger.

Lad mig hører, hvad I har af forslag til en heeeeelt stille og rolig low-key fødselsdag? – og hvordan har I det med at fylde år?

Husk i øvrigt også at deltage i Bryd Tavshedens konkurrence om 10.000 kr + biograf-biletter.

Her forleden kom det mig for ører, at Facebook snakker om at gøre alvor ud af at lave en Dislike knap som modpart til Like knappen, som vi alle sammen kender. Først så tænkte jeg, at det var en god idé for det giver mulighed for at vise sin sympati, hvis ens venner fortæller om, hvor dårlig deres dag har været eller har været udsat for noget ret træls.

Men efter jeg har tænkt mig lidt om, så er jeg ikke helt sikker på, at den Dislike knap er en klog idé. Det kan faktisk godt lidt bekymre mig. Der er nogle mennesker, som har en frygtelig adfærd på nettet. Jeg tvivler de er så modbydelige i virkeligheden, men det er jo så dejligt nemt at gemme sig bag en skærm og skrive en sviner til en man ikke kan lide. Det er jo mobning på rigtig mange områder… at man sviner andre for at hæve sig selv eller føle sig selv mere tilpas. Det lugter så langt væk af dårlig selvværd og alt for meget tid. Jeg kender ingen personer med højt selvværd, som vil kunne finde på at svine andre til på nettet på den måde. Det er desværre ikke kun teenager, men også fuldvoksne mennesker som gør den slags. Jeg forstår det ærlig talt ikke… men jeg er også opdraget til at tie stille hvis jeg ikke har noget pænt at sige, og spydige bemærkninger kommer kun til de venner og familiemedlemmer, hvor jeg ved, at de ved at det er for sjovt og intet ondt ment i det… som en del af en intern joke.

Jeg blev, ligesom rigtig mange andre, mobbet i folkeskolen – fordi jeg kommer fra Århus og er blondine, hvilket betød at Århus-historie og blondine-jokes blev mixet sammen og rettet personligt mod mig, fordi jeg var den eneste århusianske blondine på hele skolen. Som det ikke var nok, så oplevede jeg også den spæde start til, hvordan de sociale medier kan bidrage til mobning. Der var nogle af mine klassekammerater som havde fundet nogle billeder på nettet af mig posere foran et juletræ i forbindelse med noget privat jule-tam-tam. Billederne var gak og gøjl, hvilket venner af min familie også vidste fordi mange af dem, har kendt mig siden jeg var 6-7 år. Det var før der var noget som hed facebook, twitter… ja selv arto eksisterede ikke dengang. Det var online fotoalbum, hvor man kunne dele sine billeder med venner og familie, hvilket min far så havde gjort. Fuldstændigt harmløst og intet ondt i det. Dem som mobbede mig i skolen, fandt bare tilfældigvis frem til disse billeder og tapetseret hele skolen med dem mens de havde skrevet nogle rigtig grimme ting. Jeg blev kun mobbet i knap 2 år, men til gengæld var der fuld smæk på og virkelig hardcore mobning. Den klasse jeg gik i, havde på de knap 2 år jeg gik på skolen formodet at sende 3 lærer på sygeorlov med depression og stress. Jeg stoppede på skolen fordi jeg blev sygemeldt i 3 måneder med en svær depression pga. mobning. Jeg var 13 år, og det var et par måneder før min konfirmation. Efter de 3 måneder startede jeg på en ny skole, hvor jeg havde det meget bedre.

Mange ting har udviklet sig siden jeg gik i folkeskole. I sommers var det 10 år siden jeg gik ud af 9. klasse. Men børn og unges mobbeadfærd virker til at være blevet værre. Måske fordi meget mobning nu foregår online og via de sociale medier, hvor alle kan se det… og ikke længere kun er hellige til skoletiden (læs. frikvartererne) og en sms med dødstrusler. Det er også blevet endnu nemmere at ramme sit offer, fordi hele selfie-bølgen har ramt os og mange (ikke kun børn og unge) bruger de sociale medier til at søge bekræftelse og samle likes for sine billeder. Jeg har set helt unge piger ned til 11-12 års alderen (måske endnu yngre) lægge billeder op af sig selv kun iført BH – for som vi alle ved… Sex sælger.

Hvis man i forvejen har lavt selvværd og bliver slået dagligt i hovedet med hvor dum, grim, ulækker, mv. man er, og ens forældre har skide travlt med at tjene penge, rende til møder og holde en karriere i gang, så kan jeg godt forstå man søger bekræftelse andre steder. Det har jeg selv gjort… jeg gennemgik faktisk nogle gamle billeder i sidste uge, som jeg lagde ud på nettet da jeg var teenager, og jeg fik helt ondt i maven over at se dem og endnu mere over, at vide de rent faktisk har været lagt ud på div. sociale medier.

Nu er der så også kommet en ny trend på Facebook (sikkert også Instagram) hvor helt unge pige spørger hvor pæne de er fra på en skala fra 1-10. Jamen for pokker, hvor jeg lyst til at tage de tøser i min favn og lærer dem at se deres egen skønhed… fuldstændig uafhængigt af, hvad alle mulige andre tænker og mener. Deres søgen på bekræftelse, går dem til endnu større target for mobberne.

Selvom intention om at lave en Dislike knap på Facebook helt sikkert er god, så er jeg desværre usikker på, om folk kun vil bruge den til at udvise sympati. Jeg tror desværre at sådan en knap vil være endnu et redskab for at nedgøre og virtuelt træde på et andet menneske. Så længe folk kan finde ud af at holde en sober tone i kommentar-feltet, så ser jeg bestemt ikke nogen grund til at give dem mulighed for at ”Dislike” noget som helst.

Lad mig hører, hvad du tænker omkring en Dislike knap? God idé, dårlig idé? Du er også velkommen til at dele dine erfaringer med mobning.

Opfør jer pænt og være søde ved hinanden derude ;o)

Jeg er blevet beskyldt for at være arrogant rigtig mange gange… og det har såret mig hver gang! Jeg ser overhovedet ikke mig selv som arrogant, tværtimod! Men alligevel så tager jeg det ind og kigger på, om der i virkeligheden er noget om snakken… for hvis der er, så skal det ændres med det samme!

Det der i virkeligheden sker, er at jeg forsøger at stå op for mig selv og passe på mig selv. Jeg kan være meget klar i mæglet om hvad jeg vil og ikke vil. Der er ting jeg nægter at gøre, fordi ”det er under min værdighed”. Der er ting, jeg prioritere anderledes end mine jævnaldrende, og derved er der ting som jeg ikke gider deltage i…

Min fortid har tvunget mig til at blive voksen meget tidlig. Jeg har kæmpet kampe, som intet barn eller ung burde udsættes for. Så jeg måtte tage mine forholdsregler for, hvilke ting i livet jeg gider bruge min energi på. Det kan måske godt virke arrogant på nogen, men det er måske mere en mangel på forståelse for situationen… og måske en afspejling af deres egen usikkerhed. Hvis man har brug for at dømme eller pege fingre af andre for selv at føle sig bedre tilpas eller retfærdiggøre sine valg i livet, så er det en refleksion af sin egen usikkerhed. Selvsikre mennesker har ikke brug for at pege fingre eller dømme andre…

Da jeg fik at vide, at jeg var arrogant, så blev jeg enormt ked af det – fordi det ikke var min opfattelse af min væremåde. Når man er arrogant, så har man nok i sig selv, man har ingen selvironi, og man nedgøre andre for selv at føle sig mere værd.

Jeg er storesøster med stort S… ikke kun overfor mine søskende, men også overfor mine venner og veninder som er 3-7 år ældre end mig. Jeg bruger min historie som voldsramt barn som et talerør for de mange børn og unge der hver dag er udsat for familievold og kærestevold. Jeg underviser kvinder i Skandinavien og Grønland i personlig udvikling så de kan finde deres Indre Manifestation Goddess frem. Jeg siger og gør de underligste ting, fordi det er sjovt og giver en grå hverdag lidt farve.

Da jeg blev beskyldt for at være arrogant, der dalede min selvsikkerhed rigtig meget. Det var nemlig min selvsikkerhed og assertivitet som blev misfortolket for at være arrogance. Jeg turde ikke stå op for mig selv mere, og jeg turde ikke at sige nej til ting som jeg ikke havde lyst til eller havde tid til, fordi jeg var bange for, at folk troede jeg var arrogant, hvis jeg var assertiv. Jeg røg fluks ind i samme people-pleaser rolle som jeg havde levet under de 15 år jeg var udsat for vold hjemme hos min mor. Jeg lod andre mennesker styre og kontrollere mig, fordi jeg ikke turde stå op for mig selv.

I foråret tog jeg en vigtig beslutning i mit liv; jeg valgte at påbegynde en oprydning i mit liv, hvor jeg først skulle finde ind til kernen af, hvem Sabrina er og hvad jeg står for, og dernæst skille mig af med alt, der ikke længere tjente et højere formål i mit liv. Jeg besluttede mig for, at hvis jeg ikke kunne være mig selv omkring bestemte personer, så skal de personer ikke være en del af mit liv eller have adgang til min tid og energi. Det var på tide, at jeg skulle stråle, at jeg skulle være assertive, at jeg skulle være selvsikker… Så jeg kunne bruge mit lys til at række ud til andre og hjælpe dem på deres rejse i livet.

Jeg blev inspireret til at skrive dette indlæg efter jeg læste en artikel om 12 forskelle på at være arrogant eller selvsikker. Jeg tror det er super vigtigt, at vi lærer ordene sande betydning at kende, inden vi begynder at dømme andre… og hvis vi har behov at dømme andre, så kig lige indad først og find ud af, hvor behovet stammer fra ;o)

I mit sidste indlæg røbede jeg, at jeg er den ultimative girly-girl, at jeg elsker kjoler der ligner en cupcake, stiletter og unicorns… Det fik mig til at tænke over, hvor forvirrende det kan være at finde sin rolle i livet. Jeg kan virkelig godt forstå når unge piger (og drenge for den sags skyld) synes det er møg svært at finde ud af, hvem de egentlige er.

Samfundet elsker at diktere, hvordan og hvem vi skal være for at være accepteret… men samtidig er der mange (inkl. mig selv) som opfodre dig til at være dig selv.

Det kan være svært at turde, at være sig selv – fordi lige så snart man gør, siger eller iklæder sig et eller andet som er bare er en lille smugle anderledes, så tror samfundet at det er en invitation til at pege fingre, nedgøre eller kommentere på det. Hvorfor har vi egentlig så travlt med at dømme hinanden? Det har jeg aldrig rigtig forstået…

Min familie kommer tit med kommentar omkring det jeg siger, gør eller iklæder mig, fordi de er bange for hvad andre vil tænke hvis de så/hørte det – jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt ”Sabrina, tænk over hvad andre vil tænke”. Hvorfor skal andres holdninger forhindre mig i at gøre det som gør mig glad, når det på ingen måde går udover dem? Det har jeg aldrig forstået… desuden er det en direkte recept til lavt selvværd og tvivle på sig selv, hvis man hele tiden skal være afhængig af hvad andre tænker.

Det er min fulde overbevisning, at vi skal gøre og sige det som gør os glad, så længe at det ikke såre eller skader andre mennesker. Det er vel det ytringsfrihed egentlig handler om… – og så kommer vi til folks kommentar. Jeg er meget stor tilhænger af noget min farmor altid sagde ”Hvis du ikke kan sige noget pænt, eller komme med konstruktiv kritik på en pæn og høflig måde, som udviser respekt for det menneske du taler til/om, så er det bedre at tie stille!”.

Hvis vores samfund skal overleve i længden, så er der behov for udvikling og mangfoldighed – og for at der kan være udvikling og mangfoldighed, så er det nødvendig at vi hver især får lov til at være den vi i virkeligheden er og gøre det, som inderst inde gør os glad og bringer mening ind i vores liv.

Hvis vi vender den om og kigger på, hvorfor samfundet har så travlt med at dømme os og kommentere på os, hvis vi ikke passer ind i boksen ”normal”. Hvad er ”normal” egentlig når alt kommer til alt? – og bare fordi at de ”fleste” mennesker gør noget bestemt, er det så ens betydning med at det er det rigtige?

Jeg tror det har rigtig meget noget at gøre med frygtbaseret tanker for, hvad vi enten ikke forstår eller fordi vi inderst inde er enorme usikker på os selv. Det er jo frygtbaseret tanker fra vores ego, som får os til at nedgøre andre, bare for at vi kan have det bedre med os selv… Det er der hvor mobning opstår – uanset om det ske i folkeskolen eller på arbejdspladsen… eller på de sociale medier for den sags skyld. Netop de sociale medier har gjort det nemt at nedgøre andre, fordi at vi kan sidde trygt bagved en computerskærm i de sene nattetimer, og skrive grimme ting til andre mennesker, fordi vi er utilfreds med noget i vores eget liv.

Samfundet har i mange år været styret af frygtbaseret tanker og behovet for magt og kontrol – særligt over det, som ikke kan styres eller kontrolleres. Jeg tror på, at vores samfund er på vej ind i en ny tid. En tid, hvor vi begynder at turde gør oprør mod de frygtbaseret tanker. En tid, hvor vi tør vise hvem vi i sandheden er, og at vi tør gøre det, som bringer allermest glæde og mening ind i vores liv. Hvor man ikke bliver kaldt egoist eller selvisk når man vælger at prioritere sin egen indre glæde og indre ro først. Hvor vi får lov til at gøre vores drømme til virkelighed, uden at skulle stå til regnskab overfor hvad der er realistisk eller andres manglende tiltro til vores evner og talenter. Hvor vi tør lade vores hjerte guide os i vores ord og handlinger, uden at vi behøver være bange for andres accept. Hvor vi støtter og hjælper hinanden, uden mellemberegning, til at opnå vores mål og drømme.

Omfavn dig selv og dine medmennesker som de fantastiske og unikke individer som I er, så verden kan være et mere farverigt og positivt sted at være.

Sidder lige nu og tænker voldsomme store tanker… Skal jeg oprette en blog, eller skal jeg bare skrive nogle indlæg i word og nøjes med at gemme dem på min computer?

Jeg har forsøgt mig i blogger-universet mange gange, og det føles efterhånden som en dårlig joke, som tager waaaay too much tid og energi – for jeg er hverken beauty, fashion, food, fitness eller mommy blogger. Min passion og drivkraft ligger et helt andet sted…

Jeg drages af det dybe og ærlige… Det ægte… Det som gør os til den person vi hver især er… Jeg elsker at filosofere, at tænke dybe tanker, undersøge hvad der lægger nedenunder facaden…

Så hvis jeg skal kører en blog, så vil det være med det som omdrejningspunkt. Refleksion og dybde. Ægthed og ærlighed. En udtrykskilde for mig som person, som en kontrast til min business-blog på SabrinaJensen.dk hvor jeg primært skriver manifestation og hjælper mine kunder og læsere til at virkeliggøre det liv, som de drømmer om.

Men hvorfor opretter jeg så ikke bare den blog… Tjo… Dybe refleksioner der bliver offentliggjort kan godt være ret sårbart. Samtidig, så har jeg bestemt ikke tid til at skrive på bloggen hver dag. Jeg er iværksætter og har super travlt med at skrive artikler til SabrinaJensen.dk, skrive bøger, kurser og skabe fantastiske ting til min business. Så denne blog vil bare være en hygge-blog som jeg vil opdatere i weekenderne… eller når jeg har brug for at dele mine tanker med verden.

Det skal selvfølgelig ikke kun være dybe ting, som du finder her på bloggen… For ligesom at vi ikke kan være lykkelige 24/7, så kan vi heller ikke være dybe og filosoferende hele tiden. Den dybe og reflekterende side er kun en del af mig. Jeg er også den ultimative girly-girl… Jeg elsker lyserødt, kjoler som ligner en cupcake, fine stiletter, pop-musik, unicorns og eksperimentere med mit hår og make-up (fordi jeg får en fix idé klokken 2 om natten, som BARE skal testes af). Jeg finder de særeste ting enormt underholdende, og siger og laver de mærkeligste ting når jeg er tryg ved de mennesker jeg er sammen med. Til stor underholdningsværdi for alle til stede. Jeg er HSP (særligt sensitiv), introvert og B-menneske. Jeg er kreativ og laver grafisk designs til vægbilleder. Jeg laver selv alt mit grafik. Jeg elsker at bage og lave mad… og jeg synes husmor-tricks er geniale. Jeg rejser rundt med Bryd Tavsheden i hele landet, og holder foredrag om familievold og kærestevold. Jeg er der altid 100% for dem, som har brug for mig. Nogle gange ryger jeg lidt i rollen som alles storesøster, selvom de fleste af mine venner og veninder er 3-7 år ældre end mig. Sommetider er jeg dybt seriøs og engagere mig i visdom som rækker langt udover min alder, og andre gange befinder jeg mig i la-la-land og snakker om min spansk-talende, regnbue-skidende, glimmer-pruttende og krymmel-bøvsende enhjørning, og hygger mig lidt over at alle andre i lokalet ser ud som om at hamsterhjulet kører men hamsteren er dødt.

Jeg ved ikke om jeg er underligt… men jeg ved at jeg er 100% mig… Så spørgsmålet er bare…

Skal eller skal ikke lave en personlig blog?

Let’s give it a try ;o)