Nu har Raise Our Voice snart kørt i en måned, og jeg er faktisk ret imporneret over de fine læsertal som bloggen tiltrækker, taget i betragtning at det er en mere get-inside-of-my-head blog og at jeg skriver om nogle lidt dybere ting en skønhed og mode.
Jeg går faktisk og leger med tanken om at lave et indlæg om hemmeligheden bag mit lange hår, og hvordan jeg holder det pænt. Til dem af jer, som ikke ved det, så går mit hår ned til min lænd ;o) Tænker det måske kommer på i næste uge ;o)
I sommers kastede jeg mig ud i at lave en Vlog på YouTube… det er ikke blevet til så mange videoer endnu, da tiden ikke rigtig har været til det. Jeg tror virkelig, de fleste vil blive overrasket over, hvor lang tid det tager at planlægge, optage og rediger en youtube video. 5-10 minutters video svare oftes til at bruge det meste af en eftermiddag på redigering.
En af de videoer jeg lavede i sommers var en Get To Know Me video. Jeg synes disse såkaldte tag-videoer er sjove og hyggelige. Så hvis du vil lærer mig lidt bedre at kende, så kan du se videoen herunder.
Jaks… De seneste dage er der et lille monster, som forsøger at tvinge sig adgang til mit mindset.
Sagen er den, at jeg fylder 26 her den 10. oktober, hvilket er lige om snart. Jeg har ikke rigtig tænkt så meget over fødselsdagstam-tam i år, og har derfor heller ikke planlagt nogen festligheder.
Jeg har simpelthen for forrygende travlt, at tanken om OGSÅ at skulle planlægge fødselsdag, føles som ekstra på ekstra… Bliver helt forpustet!
Så fødselsdagen er egentlig sat på standby i år.
Der lægger også noget andet i det… Tid er en ting… Noget andet er det faktum, at jeg bliver 26 = tættere på 30 som er min skrækalder – tættere på graven – tættere på rynker og grå hår – tættere på at blive et moselig – grauballemandens tvilling – et oldtidslævn. JAKS!!!!
Der er selvfølgelig mange som mener, at 26 er ingen alder og hele det her panik halløj er pjat. Det er heller ikke døden jeg er bange for, slet ikke, nærmest tværtimod… Jeg er bange for, at jeg ikke når de ting jeg er sendt på Jorden for at gøre i dette liv. Så mange ting, så lidt tid!
Jeg er rigtig bange for, at når jeg sidder som 98-årige og kigger tilbage på mit liv, at jeg fortryder at jeg ikke forfulgte mine drømme, mens jeg stadig kunne og være lidt træt af, hvis jeg ikke kan blive ved med at gøre de ting, som jeg brænder for…
Da jeg var yngre havde jeg tit svært ved at forstå, hvorfor man ikke måtte spørger om en kvindes alder, men nu tror jeg at jeg forstår det. Det er jo ikke særlig feminint og lady-like at føle sig som tudsegammel, vel? ;o)
25 passer mig perfekt… Jeg har virkelig ikke lyst til at blive ældre! Så jeg overvejer, at på en eller anden måde at komme op med en snedig plan til at forblive 25. Altså så min egentlig alder kun er noget, som står på min fødselsattest… tænke, tænke, tænke…
For at vende tilbage til alt det fødselsdags-hejs, så vil jeg egentlig også have det rigtig skønt med, at dagen blev brugt til at sætte noget andet i fokus, i stedet for mig. HADER at være centrummet for opmærksomhed… og at synge fødselsdagssang for mig er tæt på at medføre dødsstraf ;o) Synes det er så frygtelig pinligt.
De sidste par år, så har jeg arrangeret en dag ud af det. Jeg har jo den fordel, at min fødselsdag ligger i ugen på til efterårsferien. Så derfor har mine nærmeste også mulighed for at holde fri det meste af dagen, og tage et sted hen og få en god oplevelse. Sidste år kørte vi på shoppingtur i Kolding Storcenter, hvorefter vi tog ud og spise. Rigtig hyggeligt og jeg kunne fjerne mig selv fra at være i centrum og i stedet fører fokusset over på selve turen. PERFEKT!
Hvad det bliver til i år, det ved jeg virkelig ikke… Simpelthen fordi jeg ikke har tid til at udtænke en ny plan. Disse dage er top-pakket, og min fødselsdag er faktisk min eneste fri-dag i de næste 3 uger.
Lad mig hører, hvad I har af forslag til en heeeeelt stille og rolig low-key fødselsdag? – og hvordan har I det med at fylde år?
Her forleden kom det mig for ører, at Facebook snakker om at gøre alvor ud af at lave en Dislike knap som modpart til Like knappen, som vi alle sammen kender. Først så tænkte jeg, at det var en god idé for det giver mulighed for at vise sin sympati, hvis ens venner fortæller om, hvor dårlig deres dag har været eller har været udsat for noget ret træls.
Men efter jeg har tænkt mig lidt om, så er jeg ikke helt sikker på, at den Dislike knap er en klog idé. Det kan faktisk godt lidt bekymre mig. Der er nogle mennesker, som har en frygtelig adfærd på nettet. Jeg tvivler de er så modbydelige i virkeligheden, men det er jo så dejligt nemt at gemme sig bag en skærm og skrive en sviner til en man ikke kan lide. Det er jo mobning på rigtig mange områder… at man sviner andre for at hæve sig selv eller føle sig selv mere tilpas. Det lugter så langt væk af dårlig selvværd og alt for meget tid. Jeg kender ingen personer med højt selvværd, som vil kunne finde på at svine andre til på nettet på den måde. Det er desværre ikke kun teenager, men også fuldvoksne mennesker som gør den slags. Jeg forstår det ærlig talt ikke… men jeg er også opdraget til at tie stille hvis jeg ikke har noget pænt at sige, og spydige bemærkninger kommer kun til de venner og familiemedlemmer, hvor jeg ved, at de ved at det er for sjovt og intet ondt ment i det… som en del af en intern joke.
Jeg blev, ligesom rigtig mange andre, mobbet i folkeskolen – fordi jeg kommer fra Århus og er blondine, hvilket betød at Århus-historie og blondine-jokes blev mixet sammen og rettet personligt mod mig, fordi jeg var den eneste århusianske blondine på hele skolen. Som det ikke var nok, så oplevede jeg også den spæde start til, hvordan de sociale medier kan bidrage til mobning. Der var nogle af mine klassekammerater som havde fundet nogle billeder på nettet af mig posere foran et juletræ i forbindelse med noget privat jule-tam-tam. Billederne var gak og gøjl, hvilket venner af min familie også vidste fordi mange af dem, har kendt mig siden jeg var 6-7 år. Det var før der var noget som hed facebook, twitter… ja selv arto eksisterede ikke dengang. Det var online fotoalbum, hvor man kunne dele sine billeder med venner og familie, hvilket min far så havde gjort. Fuldstændigt harmløst og intet ondt i det. Dem som mobbede mig i skolen, fandt bare tilfældigvis frem til disse billeder og tapetseret hele skolen med dem mens de havde skrevet nogle rigtig grimme ting. Jeg blev kun mobbet i knap 2 år, men til gengæld var der fuld smæk på og virkelig hardcore mobning. Den klasse jeg gik i, havde på de knap 2 år jeg gik på skolen formodet at sende 3 lærer på sygeorlov med depression og stress. Jeg stoppede på skolen fordi jeg blev sygemeldt i 3 måneder med en svær depression pga. mobning. Jeg var 13 år, og det var et par måneder før min konfirmation. Efter de 3 måneder startede jeg på en ny skole, hvor jeg havde det meget bedre.
Mange ting har udviklet sig siden jeg gik i folkeskole. I sommers var det 10 år siden jeg gik ud af 9. klasse. Men børn og unges mobbeadfærd virker til at være blevet værre. Måske fordi meget mobning nu foregår online og via de sociale medier, hvor alle kan se det… og ikke længere kun er hellige til skoletiden (læs. frikvartererne) og en sms med dødstrusler. Det er også blevet endnu nemmere at ramme sit offer, fordi hele selfie-bølgen har ramt os og mange (ikke kun børn og unge) bruger de sociale medier til at søge bekræftelse og samle likes for sine billeder. Jeg har set helt unge piger ned til 11-12 års alderen (måske endnu yngre) lægge billeder op af sig selv kun iført BH – for som vi alle ved… Sex sælger.
Hvis man i forvejen har lavt selvværd og bliver slået dagligt i hovedet med hvor dum, grim, ulækker, mv. man er, og ens forældre har skide travlt med at tjene penge, rende til møder og holde en karriere i gang, så kan jeg godt forstå man søger bekræftelse andre steder. Det har jeg selv gjort… jeg gennemgik faktisk nogle gamle billeder i sidste uge, som jeg lagde ud på nettet da jeg var teenager, og jeg fik helt ondt i maven over at se dem og endnu mere over, at vide de rent faktisk har været lagt ud på div. sociale medier.
Nu er der så også kommet en ny trend på Facebook (sikkert også Instagram) hvor helt unge pige spørger hvor pæne de er fra på en skala fra 1-10. Jamen for pokker, hvor jeg lyst til at tage de tøser i min favn og lærer dem at se deres egen skønhed… fuldstændig uafhængigt af, hvad alle mulige andre tænker og mener. Deres søgen på bekræftelse, går dem til endnu større target for mobberne.
Selvom intention om at lave en Dislike knap på Facebook helt sikkert er god, så er jeg desværre usikker på, om folk kun vil bruge den til at udvise sympati. Jeg tror desværre at sådan en knap vil være endnu et redskab for at nedgøre og virtuelt træde på et andet menneske. Så længe folk kan finde ud af at holde en sober tone i kommentar-feltet, så ser jeg bestemt ikke nogen grund til at give dem mulighed for at ”Dislike” noget som helst.
Lad mig hører, hvad du tænker omkring en Dislike knap? God idé, dårlig idé? Du er også velkommen til at dele dine erfaringer med mobning.
Opfør jer pænt og være søde ved hinanden derude ;o)
Lazy sunday er et fast inventar i min kalender. Min businessholder lukket i weekenden, så jeg har mulighed for at lade op og tænke store tanker, plus at jeg bliver bedre og bedre til at vente med at besvare business mails til mandag.
I denne weekend har jeg besluttet at trække stikket hele weekenden, i det jeg kunne mærke i torsdags og fredags at jeg var ved at brænde ud. Jeg var både overtræt, hvilket i sig selv kan være ret farligt… jeg sværger på at jeg ikke kan stilles ansvarlig for, hvad jeg siger og gør i den til stand… til gengæld kommer der mange grin ud af det. Og så havde jeg bare brug for en weekend off, hvor jeg ikke skulle bekymre mig om noget og kun have fokus på mine egne behov.
Min Lazy Sunday plejer som regel at bestå af en helveds masse grøn te, lidt lækkert chokolade og frugt og så læser jeg i en god bog. I dag er det King Salomon’s Angels af Doreen Virtue. I mellemtiden kører enten fjernsynet eller computeren i baggrunden med en film, dokumentar eller serie.
Det eneste, som er i kalenderen i dag, er planlægning af næste uge, både på det personlige og business plan. Jeg elsker min morgen, aften, uge, måned og års journaler, hvor alting bliver planlagt og sat i system og orden. Jeg har brug for struktur i mit liv, for ellers falder det hele sammen. Dog kan jeg godt lide fleksibilitet, så jeg ikke føler at mine hænder er bundet. Så jeg har bygget mit eget planlægningssystem op, med de her små journaler som tager 5-10 minutter at udfylde, og så er vi ready to go.
Nu kommer det til at lyde som om, at jeg er et moselig, men jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg brug for Lazy-Sundays eller Computerfri-Weekend. Som egentlig bare er fancy ord for at koble fuldstændig af. Jeg drikker jo ikke alkohol og jeg gider på ingen måde at feste eller rende i byen. Det har aldrig sagt mig noget… men samtidig synes jeg helt åbenhjertigt, at dem som ha lyst til at feste, tage i byen og drikke skal have lov til det, alt det de vil… eller… indenfor den mængde så de stadig kan passe deres skole og arbejde mandag morgen ;o) Det jeg prøver på at sige er, at mine weekender også består af serie maraton, uanet mængder af Disney Channel og Nicklodeon, og så har jeg en kæmpe svaghed for en helt bestemt type film, som min søster synes at jeg burde være vokset fra… eftersom jeg ikke er 8 længere. Men hey… Jeg elsker de film!
Om det så var Teletubbies eller Bananer i Pyjamas så synes jeg at vil alle skal have lov til se de film, som vi har allermest lyst til… også selv vi ikke passer ind i målgruppen.
Vil så lige understrege, at det ikke er tale om Teletubbies eller Bananer i Pyjamas i mit tilfælde. Jeg har aldrig rigtig haft tålmodighed til at se de 2 shows. Desuden så kan jeg slet ikke arbejde med titlen Bananer i Pyjamas… What a title til et show for børn i alderen spædbarn til 3 år? Det kan godt være, at det er mit hoved der er lettere fuck’d up, men jeg synes altså det er ret perverst. ”Tænker du det samme som mig B1?”, ”Det tror jeg nok B2”, ”Nu er det ______ tiiiiid!” – Ej, glem det! Haha… Hvad skete der helt præcis med USKYLDIGT børne-tv?
Thank God for Dr. McStuffins, Zoe, Prinsesse Sofia, og hvad de andre nye børne-shows hedder. Børn skal have lov til at være børn, og jeg synes det er helt fint, at producenterne af børne-tv putter en eller anden form for læring og interaktion med barnet ind i deres programmer. Nu har jeg ikke selv børn, og har i øvrigt heller ingen planer om det foreløbigt. Men jeg synes det er fedt, at producenterne udnytter den tid, hvor tvet fungere som barnepige i en travl hverdag, på en konstruktiv måde. Jeg går meget op i undervisning og lærdom, og synes det er vigtig at vi bliver motiveret til at lærer igennem hele livet. Så kan det godt være at os som er ældre end 8 år synes at Mickey’s Clubhouse på Disney Junior er plat og barnligt, men prøv lige og kigge på hvor meget undervisninger og opdragende at der er lagt ind i det. På en sjov og hyggelig måde, som er waaay more tiltalende end støvede skolebøger og en lærer som taler monotont ved en tavle.
Pludselig kom vi laaangt væk fra Lazy Sundays…. Jeg tænkte på, hvor ofte holder du Lazy Sunday? – Og hvad laver, spiser og drikker du på en Lazy Sunday?
Som du måske ved, så er jeg så privilegeret at være en del af Bryd Tavsheden, som er en helt fantastisk forening, som hjælper børn og unge, som enten lever med vold i hjemmet og/eller er udsat for kærestevold. Min opgave er primært at tage med ud på Temadage på alle landets folkeskoler, gymnasier, efterskoler, seminar og andre ungdomsuddannelsesinstitutioner og dele min historie omkring det, at vokse op som voldsramt barn, hvilke konsekvenser og udfordringer det medfører i livet, og hvordan jeg har kæmpet tilbage og lever et forholdsvis normalt liv i dag.
En af grundene til, at jeg kaldte min personlige blog for Raise Our Voices er netop for at have et talerør til at sætte fokus på tabubelagte emner, velgørenhed og have en stemme i samfundsdebatten. Vi har nemlig alle en stemme, og det er vigtigt at turde tale op, når noget har brug for at komme ud. Udsatte og sårbare børn og unge er virkelig noget som lægger mit hjerte nær, og jeg kan rigtig godt lide at bruge mine platforme til, at sætte lidt opmærksomhed på de mindre og ikke så kendte velgørenhedsorganisationer.
I dag er det mine venner inde fra Bryd Tavsheden, som får lidt shine på Raise Our Voice.
Bryd Tavsheden har nemlig igen i år udskrevet en konkurrence, hvor kreative sjæle i 8-10-klasse, efterskoler, gymnasier og andre ungdomsuddannelser kan deltage i en rigtig fed konkurrence om kærestevold.
Kærestevold er, når du har en kæreste som udsætter dig for fysisk eller psykisk vold. Det er rigtig hårdt at leve i sådan et forhold, og endnu svære at komme ud af igen.
Årets tema er JALOUSI.
Hvis du eller dine børn går i 8-10-klasse, efterskoler, gymnasier og andre ungdomsuddannelser, og kan lave et kreativt produkt, som handler om jalousi og kærestevold, så kan I deltage i følgende kategorier.
Lave en film eller en sang om jalousi og kærestevold(den må maks. Være 5 minutter lang)
Tekster, dvs. noveller, digte, essays, mv.(de må maks. Være 3 alm. sider lang)
I kan enten deltage som en hel klasse, i små grupper eller som enkelt personer, hvert bidrag tæller.
PRÆMIEN.
Dommerkometen bestående af Danmarks helt egen pop-dronning Medina, forfatteren Kenneth Bøgh Andersen samt Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, direktøren for Bryd Tavsheden og formanden for Det Kriminalpræventive Råd udvælger en vinder pr. kategori som hver vinder 10.000 kr. til klassekassen.
Der bliver også uddelt en publikumspris til det kreative projekt, som får flest likes på Facebook. Vinderen af publikumsprisen vinder biografbilletter til HELE klassen.
Præmieoverrækkelsen vil ske i København i februar 2016.
Hvis du, din klasse eller børn vil deltage i denne super fede konkurrence, så kan du læse mere omkring konkurrencen, krav og praktisk detaljer på Bryd Tavshedens Konkurrence-side, hvor du også kan se sidste års vindere og bidrag.
Bryd Tavsheden og jeg vil være rigtig taknemmelig, hvis du spredte budskabet omkring denne konkurrence. Enten ved at Like deres Facebook-side og dele den med dine venner, og/eller dele dette blog indlæg, så vi kan få budskabet ud omkring denne super fede kreative konkurrence, og få gjort børn og unge opmærksom på at der er hjælp at hente, hvis man er udsat for vold.
Rigtig meget held og lykke til alle som deltager.
Skulle vi ikke runde dette indlæg af med Medina’s sang om Jalousi?
